Skip to main content
Netværk

Socialt entreprenørskab, CSR og rummelige arbejdspladser

Af 01/03/2022marts 3rd, 2022Ingen kommentarer

Mød Jens Romundstad og kom i dialog med lokale virksomheder og organisationer om hvad virksomheder får tilbage, når de investerer socialt.

NETVÆRKSMØDE TIRSDAG DEN 22. MARTS KL. 7-10 I LADEN PÅ VAPNAGAARD, HOVMARKEN 8, HELSINGØR

Det er naturligvis tre forskellige ting, når vi taler om social entreprenørskab, CSR og rummelige arbejdspladser. Og ligesom med kunstværket, hvor der svømmer to guldfisk rundt i en blender, skal vi nok lade være med at tænde for apparatet. Men mon ikke, at vi alligevel kan skabe meningsfulde sammenhænge, når vi kombinerer de tre begreber under samme tema?

Det tror vi på og har derfor sammen med Boliggården, som er dagens værter, inviteret en række aktører til et møde, hvor du som deltager kommer op af stolen og rundt i salen for at tale med en vifte af spydspidser som vil dele deres gode erfaringer på områderne.

7.00-8.00  Morgenmad og netværk
Beboersammensætningen i Vapnagård er mangfoldig. Ved 50 års jubilæet i 2019 talte man ikke mindre end 52 forskellige nationaliteter. Variationen afspejler sig i dagens menu, som er frembragt af beboere. Om vi når op på 52 forskellige retter på buffeten, tør vi dog ikke love.

8:00-8:05  Godmorgen v/Tino og Aslak
Vi hilser kort på dagens gæster.

8:05-8:15 Velkommen til Boliggaarden v/direktør Bent Frederiksen
Direktøren for Boliggarden introducerer os til den almene boligorganisation, som administrerer mere end 6.000 lejemål fordelt på 122 afdelinger i hele Helsingør, med Vapnagaard som den største af dem.

8:15-8:45  Indsæt de udsatte i rigtige jobs v/CEO Jens Romundstad aka Biker Jens
Medarbejdere med autisme, angst, Asperger, Downs syndrom, blindhed, døvhed, bandekriminalitet i bagagen, krigstraumer … Fra sin fortid som HR-direktør i Coop har Jens Romundstad mange erfaringer med profiler, som i sundheds- og socialvæsenet ellers bliver betragtet som udsatte. Men ved at vende begrebet på hovedet og finde de rigtige arbejdsopgaver i virksomheden, skabte han ikke bare en mere rummelig arbejdsplads. De indsatte udsatte skabte også øget værdi for virksomheden. Jens fortæller i denne underholdende keynote om glæden og værdien ved at hjælpe udsatte med at finde plads på arbejdsmarkedet.

8:45-9:00  Otte gode cases på 800 sekunder
Vi har inviteret otte forskellige virksomheder og organisationer, som fra forskellige, men lokale, perspektiver arbejder med rummelighed, socialt entreprenørskab, CSR, socioøkonomisk virksomhed og uddannelsesmæssige partnerskaber med til dagens møde. De får hver 100 sekunder til at præsentere sig inden vi åbner for rundbordssamtaler i mindre grupper (ja-ja, så er der 100 sekunder tilovers i programmet, men de skal jo også lige give mikrofonen videre …).

9:00-9:45  Rundbordssamtaler i salen
I mindre grupper bevæger vi os rundt i salen og taler med dagens cases. Vi sørger for at hyrde flokken, så vi undgår kødannelse og alle får mulighed for at komme tæt på et bredt udvalg af de otte cases.

9:45-10:00  Netværk
Laden skal først ryddes klokken 10, så der er mulighed for at blive hængende og netværke videre.

Keynote

Jens Romundstad, CEO i Solartag
Jens er uddannet civiløkonom og har senere taget en HD i organisation. Udover sit tidligere job som HR-direktør i Coop, har han også arbejdet ved siden af som foredragsholder og bestyrelsesmedlem i koncernen LHG Group. Måske husker du ham som tv-personligheden “Biker-Jens”, da han blev landskendt for sin deltagelse i den første udgave af reality-programmet Robinson Ekspeditionen i 1998.

Rundbordssamtaler – listen opdateres løbende

Renell v/Eva Hummelshøj & Charlotte Andersen, begge HR
Service- og rengøringsvirksomheden Renell er sidste 5 år vokset fra 500 til 1.000 medarbejdere. Mange af medarbejderne bliver i firmaet længe, mens andre bruger jobbet til at komme videre på arbejdsmarkedet. De ansatte er i alderen 18–70 år, som alle modtager oplæring og introduktion, inden de bliver sat i gang på deres opgaver. Renell karakteriserer medarbejderne som en mangfoldig skare på alle områder, både kulturelt og socialt. Virksomheden vægter højt at rumme alle, der vil tage det ansvar, det er at gøre rent. For at få den afgørende kommunikation i det daglige til at flyde, har Renell oprettet interne sprogkursuser, som er målrettet medarbejdernes konkrete opgaver og ansvarsområder.

Kvickly Stjernegade v/Henrik Madsen, varehuschef og Fonden Unges v/Morten Wulf, projektleder for Klar til start
I vores lokale Kvickly møder du medarbejdere, som er diagnosticeret med autisme. Men deres diagnose betyder altså ikke, at de behøver at stå uden for arbejdsmarkedet. For at kunne udfylde en plads som kolleger, er det bare vigtigt at arbejdet tilrettelægges med nogle særlige hensyn. Og det behøver ikke at være særlig svært. Til gengæld kan ansættelsesforholdet blive til stor gavn og glæde for begge parter.
Det hjælper Fonden Unges dem med. Her er Morten Wulf projektleder for et opkvalificeringsforløb med hele 80 % succesrate for kandidatansættelserne i helt forskellige typer af virksomheder.

Mobilrepair v/Mamet Strunch Naghdiani, ejer og stifter
Hos Mobilrepair i Stengade har hver tredje medarbejder autisme eller psykiske udfordringer. Det forklarer Mamet til sn.dk sådan:
– Vi har haft stor glæde af at ansatte personer med autisme, og vi har lige nu syv ansatte, der har psykiske udfordringer, men for os at se er de superhelte. Vi oplever, at de er i stand til at udføre opgaverne ekstremt godt, så længe vi som virksomhed tilpasser arbejdsdagen lidt. Der er godt nok nogle ting, man skal gentage gang på gang, og det kræver en god portion rummelighed, men i sidste ende giver det så meget værdi, og her tænker jeg ikke kun i form af cool cash.
Mamet fortæller videre til sn.dk, at virksomheden består af alskens typer; tykke, tynde, høje, lave, unge gamle, men en ting er sikkert; de er alle sammen nogle grønne nørder – og de er stolte af det!
Hos Mobilrepair er et af redskaberne, der får teamet til at fungere, nemlig at alle er enige om virksomhedens grønne bæredygtighedsprofil.

Malerfirmaet Egholm v/Dan Klostergaard Lange, malermester
Furesø Kommune har indstillet Malerfirmaet Egholm til prisen for socialt ansvar i 2021. Det gjorde de fordi en ung uuddannet kvinde i social nød bankede på døren og søgte om bare at komme i en måneds praktik. Hun havde end ikke folkeskolens afgangsprøve, men knokler nu på i forlænget praktik, mens hun er ved at tage sin folkeskole eksamen, så hun kan komme ind som voksenlærling. Egholm har en lang og succesfuld historie med at tage socialt udfordrede jobkandidater med i teamet. En hjemløs borger gennem 8 år blev genhuset, fik nyt tandsæt og kom på alkoholafvænning. Nogle morgener skulle han hentes på privatadressen, men så lykkedes det også for ham at rehabilitere sig gennem malerfaget. Og når de syriske flygtninge kom i job hos Egholm, måtte svendene bruge kropssprog og Google Translate for at få arbejdet til at glide. Det lyder måske som en opgave for et socialrådgiver-team, men Dan Klostergaard Lange er i gåseøjne bare malermester og vil gerne dele sine erfaringer med os andre.

Helsingør Jobcenter v/Lars Trap Olsen, leder af Job og Virksomhedsservice
Jobcentret er i løbende kontakt med omkring 1.000 lokale borgere, som kan have glæde af en hjælpende hånd fra virksomheder, der tager socialt ansvar. Virksomhedernes interesse for at tage socialt ansvar er steget markant over de seneste år. Det giver anledning til en masse spændende samarbejde. Virksomhederne rekrutterer kvalificeret arbejdskraft på en ny måde, bl.a. udsatte unge, flygtninge, ikke-vestlige indvandrere, langtidsledige m.fl. Det handler som leverandør til kommunen og større virksomheder ikke bare om at sætte kryds ved, at man tager socialt ansvar. Virksomhederne får reelt gode oplevelser, som selvfølgelig også er værd at dele udadtil og internt.

Fonden ASPIRANTERNE v/Allan Klie, direktør og stifter
Fonden ASPIRANTERNE er en socialøkonomisk virksomhed, som bruger kreativitet og arbejdskultur på etablerede kulturinstitutioner som løftestang til personlig udvikling og social forandring for udsatte unge. Deres arbejde bygger på fællesskab og ligeværd som pejlemærker mod nye horisonter. Fonden ASPIRANTERNE udvikler og driver et fem-årigt udviklingsprojekt i Helsingør 2020-2025. Igennem et 24 ugers individuelt designet forløb følges de unge aspiranter af kreative mentorer og indgår i arbejdsopgaver på og til kulturinstitutionerne. Projektet er det første af sin art i Danmark og skal klarlægge nye tilgange og metoder (Helsingør-modellen) gennem evidensbaseret viden på beskæftigelsesområdet. Indsatsen foregår på Kulturhavnen og er et tværfagligt partnerskab med fem kommunale forvaltninger og en række af byens kulturinstitutioner.

U/NORD v/Tina Steinbrenner, uddannelsesdirektør og Preben Meyer, rektor
Fremskrivningen siger, at Danmark i 2030 kommer vi til at mangle 99.000 faglærte. Der findes næppe noget quick-fix, men tættere samarbejde mellem U/NORD og erhvervslivet, kan vi styrke søgningen til de erhvervsrettede uddannelser, så flere unge søger uddannelse og ansættelse i lokale virksomheder. I 2021 udvidede U/NORD udbuddet af erhvervsuddannelser i Helsingør i troen på, at potentialet for at flere unge i Helsingør vælger en lokal erhvervsuddannelse eksisterer. Og i 2022 introducerer U/NORD et partnerskabsprogram for lokale virksomheder, som vil rekrutteringen af kompetent arbejdskraft. I programmet samarbejder virksomheder og U/NORDs talentfulde unge, der alle har ambitioner inden for de erhvervsrettede uddannelser; erhvervsuddannelser såvel som erhvervsrettede gymnasiale uddannelser. Vi kan noget når vi står sammen lokalt, og på U/NORD håber vi din virksomhed vil være med.