Skip to main content
Netværk

Pressemeddelelse: Søg penge i “Madspildsfonden” til gode formål i hele Helsingør

Frem til den 15. april 2019 kan privatpersoner, foreninger og organisationer søge om penge hos Vi samler hele Helsingør. Du kan søge til lokale initiativer, som kan være med til at skabe fællesskaber og samle borgerne.

PRESSEMEDDELELSE
HELSINGØR, 21. FEBRUAR 2019

Download som pdf …

(Åbner i nyt vindue)

“Madspildsfonden” er navnet på en ordning i erhvervsledernetværket Vi samler hele Helsingør, som hjælper medlemmerne med at huske afbud til møderne. For hvert rettidigt afbud, donerer netværket 100 kroner til gode formål i hele Helsingør. Efter ordningen blev indført, er medlemmerne blevet bedre til at melde afbud, men glemsomheden er stadig på et niveau, så der nu er basis for at dele ud af de opsparede midler.

“Vi kalder det en win-win-win-ordning”, forklarer Tino Jønsson, som er stifter og partner i Vi samler hele Helsingør. “For det første er medlemmerne blevet bedre til at melde afbud, så vi bedre kan planlægge mødernes afvikling. For det andet har vi nedbragt madspildet ved møderne. For det tredje er vi nu i stand til at udlodde midler til gode formål i hele Helsingør.”

I første omgang er der tale om to donationer på hver 2.500 kroner, som uddeles til lokale initiativer, der kan være med til at skabe fællesskaber og samle borgerne. Det er netværkets advisory board, som vælger blandt de indkomne ansøgninger.

“Idéen opstod i netværkets advisory board, da vi brainstormede på, hvordan vi får medlemmerne til at huske afbud. Det var jo tosset med alt det mad, der røg i skraldespanden efter møderne. Og da boardet består af repræsentanter fra alle brancher og sektorer, er det også naturligt at de beslutter, hvad pengene skal gå til”, uddyber Tino Jønsson.

Når beslutningen er truffet efter ansøgningsfristen den 15. april 2019, får alle ansøgere senest den 1. maj direkte besked om deres initiativ bliver begunstiget med penge eller ej.

“Det er nemt at søge på vores hjemmeside. Vi er klar over, at der jo ikke er tale om kæmpe beløb, så indsatsen skal stå mål med det, man som ansøger kan få ud af det. Der er heller ikke en masse formelle krav. Du kan søge som enkeltperson eller på vegne af en forening eller en organisation til formål, som bidrager til at skabe fællesskaber og samle befolkningen. Sådan er netværkets ånd. Det ligger endda i vores navn, som vi faktisk tager meget bogstaveligt”.

  • Ansøgningen skal være på maksimum 500 ord og indgives på netværkets hjemmeside. Formularen kan findes på www.visamler.dk/fonden
  • I foråret 2019 uddeler netværket to donationer på 2.500 kroner.
  • Spørgsmål og henvendelser rettes til en eller begge af de to partnere i netværket, Tino Jønsson og Aslak Gottlieb.

Tino Jønsson, tino@visamler.dk, 40 89 50 00
Aslak Gottlieb, aslak@visamler.dk, 41 40 49 58

Tag kontakt, hvis du mangler informationer