Skip to main content
AgendaMøderNetværk

Kultur som kickstarter efter corona-krisen

Af 07/05/2021maj 9th, 2021Ingen kommentarer

Tirsdag den 15. juni, klokken 7-10 på Værftets Madmarked, Ny Kronborgvej 2, 3000 Helsingør

Keynote: Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv

OBS! Tilmelding til dette møde er nødvendig, også for medlemmer. Skriv til tino@visamler.dk om du kommer eller ej.
Vil du med som gæst? Tilmeld dig her …

Til dette møde krydser vi fingre (igen). Antagelsen er nemlig, at vi er på vej ud af corona-krisen.

Men hvad så? Hvordan får vi igen gang i hjulene i hele Helsingør? Forbrugere og huskøbere har jo ikke ligget på den lade side, men turisme, kultur, events, detailhandel, hotel- og restaurationsbranchen har måttet betale en pris for den store nedlukning og der er brug for fælles opmærksomhed på området.

Mødet handler om, hvad vi på tværs af brancher og sektorer kan gøre for at vores handelsliv og oplevelsesøkonomi rejser sig som en Fugl Fønix. For hvem siger, at vi skal gøre tingene på samme måde, som vi plejer? Vi kigger på, hvad vi har lært af corona-krisen og undersøger de potentialer, der ligger i en genstart.

Helsingør Skibsværft lukkede i 1983. Næsten 40 år har det taget, at udvikle byens identitet til der, hvor vi i dag står med potentialet til at blive en af landets førende byer, når det kommer til kultur. Vi kigger både på, hvad vi på den korte bane kickstarter den økonomiske cyklus mellem byens erhvervs- og kulturliv.

Men vi sætter også kikkerten for øjet og kigger langt frem i tiden, så vi ikke som bissende køer på marken kommer til at trampe hinanden ned. Det er igen blevet tid til at samle hele Helsingør.

Program:

7:00 – Morgenmad og netværk. Sidst vi var på Værftets Madmarked tog de sgu fusen på os. Der var åbent i pandekageboden, javel, men den buffet de havde stillet op … Det var slet ikke så tosset, som man vist siger på jævnt jysk. Men det må blive deres eget problem, at vi nu regner med, at forplejningen er mindst lige så god som sidst 😅

8:00 – Velkomst. I slipper ikke for at Tino og Aslak lige siger godmorgen og catcher op siden sidst. Der er gået trekvart år uden møder i netværket 🙄

8:05 – Keynote: Brian Mikkelsen, Dansk Erhverv. Det er ikke “bare” direktøren for en af Danmarks mest magtfulde interesseorganisationer, som er keynote speaker i dag. Det er også en tidligere kulturminister, som i den grad brænder for begge resorter. Brian har lovet os at brede sin dybe viden på begge områder ud i et oplæg, som er skræddersyet til os i hele Helsingør, når vi tager fat på genstarten af den bevægelse af kulturen som vækstmotor, vi var så godt i gang med inden corona standsede festen.

8:30 – Panel og rundbordsdiskussioner. Mon ikke vi nu er ved at være talt ind på dagens emne? Som altid zoomer vi yderligere ind og kommer i dybden. Denne gang har vi lidt af et power-panel af interessenter til at hjælpe os med at få fokusere og konkretisere dialogen:

  • Benedikte Kiær, borgmester, Helsingør Kommune
  • Jan Flintrup, ejendomsudvikler og investor, Living Invest
  • Jens Frimann, leder, Helsingør Teater
  • Mikkel Aarø-Hansen, CEO, Wonderful Copenhagen

9:40 – What’s next? Vi runder dagens program med et kig ud i netværkets nærmeste fremtid. Selvom vi ikke har mødtes i den store kreds, har der været gang i mindre grupper. Kort status inden vi slipper gækken løs.

9:45 – Netværk. Bliv dog hængende, hvis ikke du lige har en butik, du skal åbne eller et møde du skal nå klokken 10 🤗

10:00 – Slut 😞