NETVÆRKSMØDE TIRSDAG DEN 11. OKTOBER 2022, KL. 7-10
RETTEN I HELSINGØR, PRØVESTENSVEJ 50, HELSINGØR
Bare rolig. Ingen i netværket står anklaget. Vi er heller ikke indkaldt som vidner. I det hele taget forventer vi et lige så udramatisk, men intenst netværksmøde, som vi plejer.
Og så alligevel. Det er første gang, at retten i Helsingør lægger hus til et netværksmøde. Retsbygningens arkitektur og indretning er jo skabt meget målrettet til et helt præcist formål, nemlig rettens arbejde.
Netop rettens arbejde med blandt andet at få sandheden frem, fortæller retspræsident Henrik Johnsen os om. Efter morgenmaden, men inden retten åbner for offentligheden, viser han os rundt i bygningen så vi får fornemmelsen af de vilkår, domsudøvelsen i vores retssamfund arbejder under.
Og ja. Vi ender i et af retslokalerne. Her møder vi dog hverken dommer eller jury. Men ekspert i kropssprog, Pernille Slot. Hendes oplæg handler om alt det, vi siger … helt uden ord. Vi har bedt Pernille om at et oplæg under titlen Når sandheden skal frem.
Fra sit arbejde med blandt andre FBI, PET og Frømandskorpset hjælper hun os med at finde svar på spørgsmål som: Hvorfor reagerer vi, som vi gør? Hvad er det vi reagerer på? Hvad betyder de forskellige signaler? Hvordan kan du spille dig selv og andre gode?