Skip to main content
AgendaMøderNetværk

Netværksmøde: Så meget sker der i Hellebæk og Ålsgårde!

Af 28/01/2025marts 21st, 2025Ingen kommentarer

TIRSDAG DEN 25. MARTS 2025, KL. 7-10 (9:45)
MØDESTED OG P: BØSSEMAGERGADE 21

Morgenmad kl. 7-8 på Café Hammermøllen – resten af mødet foregår i Det gule fællesskab på Hellebæk Klædefabrik. Se programmet længere nede 👇

OBS – efter mødet er der mulighed for rundvisning på Hellebæk Klædefabrik

Netværket hedder Vi samler hele Helsingør af en årsag. Tillad lige lidt historik: For faktisk blev ‘hele’ tilføjet i navnet et års tid efter, at netværket ’Vi samler Helsingør’ blev stiftet af Tino Jønsson i 2014.

Årsagen var, at medlemmer fra de mindre bysamfund i Helsingør Kommune ikke følte sig repræsenteret i navnet. Omvendt ville det sende forkerte signaler, hvis navnet lød ‘Vi samler Helsingør Kommune’. For selvom der er den del kommunale chefer og politikere med i netværket, fungerer det på privat initiativ.

Så ‘hele’ henviser altså til geografien. Og på dette møde zoomer vi ind på Hellebæk-Ålsgårde, som ikke bare er et naturskønt område i kommunen, men også en hel lille skatkiste af kultur, foreninger og mindre virksomheder.

Sammen åbner vi kisten og møder en stribe centrale aktører i det ultralokale kultur, forretnings- og erhvervsliv.

7:00-8:00 Morgenmad fra Café Hamermøllen og netværk
8:00-8:05 Velkomst v/Tino og Aslak
8:05-8:15 Fælles gåtur til Hellebæk Klædefabrik
8:15-9:45 Vi åbner skattekisten af aktiviteter i Hellebæk-Ålsgårde
9:45-10:00 Netværk

10:00-10:45 Rundvisning på Hellebæk Klædefabrik for de interesserede

Skattekisten indeholder (8:15-9:45):

Tonerne af Hellebæk og Ålsgårde:  Et levende kulturfællesskab  for alle
Nordsjæl er en musikfestival, der samler mennesker om nordiske toner og fælles musikalske oplevelser. Festivalen hylder nordiske artister og undersøger, hvad det vil sige at være en del af et kulturelt fællesskab. Her er det ikke én bestemt genre, men fællesskabet omkring musikken, der skaber magien – en lyd, der binder os sammen på tværs af generationer og baggrunde. Men kulturen lever hele året rundt på Nordkysten. Kulturhuset  Bølgen i Ålsgårde er et åbent samlingspunkt, hvor alle kan opleve fælleskabets kraft på tværs af genrer og formater. Her mødes publikum og kulturformidlere i øjenhøjde, og atmosfæren indbyder til både fordybelse og fælles begejstring – et sted, hvor kulturen skaber forbindelser mellem mennesker.

Forsyning Helsingør – Genbrugshallen og Byggezonen – Sådan fastholdes ressourcer i kredsløbet
Skibstrup Affaldscenter udvikler sig hen imod et aktivt ressourcecenter, hvor der bliver mere og mere fokus på cirkulær økonomi. I efteråret åbnede Byggezonen til genbrug af overskydende og brugbare byggematerialer, og nu er Genbrugshallen åbnet, med alt fra store møbler og køkkengrej til elektronik og legetøj. Begge steder kan kunderne frit tage eller donere ting med formålet at sikre mere genbrug i Helsingør Kommune. Kom og bliv klogere på cirkulær økonomi og få idéer til, hvordan genbrug bliver en del af din forretning.

Hellebæk-Aalsgaard Egnshistoriske Forening, Naturstyrelsen Nordsjælland og Nationalpark Kongernes Nordsjælland – rig natur, unikke kulturspor og visionen om et besøgscenter for vandkraft og våbenindustri
Hammermøllen gemmer på en rig historie, der fortæller om vandkraftens betydning og områdets tidlige våbenproduktion. Smedjen, våbnene og de gamle bygninger er centrale elementer i en langsigtet vision om at udvikle et besøgscenter, der bringer denne fascinerende del af Danmarks historie til live.
Nationalpark Kongernes Nordsjælland rummer noget af Danmarks rigeste natur og historiske kulturspor. Her mødes du af fortidens vingesus og kan mærke, hvordan historien lever videre i nutiden. I Hellebæk-Ålsgårde er vandkraften en central del af områdets identitet, som nationalparken vil udvikle inden for rammerne af den statslige fond.

Wonderful, wonderful 🎶… Hellebæk og Ålsgårde
Wonderful Copenhagen sætter hele Helsingør – og dermed også Ålsgårde-Hellebæk – på verdenskortet. Også områdets små perler unikke oplevelser bliver altså bragt ud til et internationalt publikum. Hør om visionerne for Helsingørs fremtid som rejsemål, og oplev, hvordan målrettet branding og destinationsudvikling skaber en levende og attraktiv destination.

Græsrødderne – områdets rige foreningsliv
Foreningslivet på Nordkysten blomstrer. Mød nogle af de passionerede ildsjæle: Nordskov Mølles Venner, der arbejder på at udvikle møllen til et besøgscenter. Hellebæk Kohaves Venner, der er med til at forme naturnationalparken. Og Hellebæk – Ålsgårde – Liv & Udvikling, der gennem blandt andet byudvikling og nye investeringer forsøger at gøre området til et endnu bedre sted at være bosat.  

Skorpeskolen – klæder eleverne på til innovation og handling
På Skorpeskolen handler undervisning om mere end teori. Eleverne lærer at omsætte deres faglige viden til handling i verden udenfor skolen. Hør, hvordan skolen arbejder med mod, kreativitet og innovation – blandt andet gennem et spændende samarbejde med Louisiana, hvor kunst og faglig fordybelse smelter sammen.

Hellebæk Klædefabrik – en levende bolig- og erhvervsklynge
Klædefabrikken er forvandlet fra historisk industribygning til en moderne bolig- og erhvervsklynge med udsigt til Øresund. Selvom de grønne udearealer stadig er under udvikling, summer stedet allerede af liv. Hør beboere og forretningsdrivende fortælle, hvordan de oplever det særlige fællesskab og energien i denne unikke ramme.

Tak til:

  • Bølgen
  • Café Hammermøllen
  • Forsyning Helsingør – Genbrugshallen og Byggezonen
  • Hellebækskolen
  • Hellebæk Klædefabrik
  • Hellebæk Ålsgårde – Liv & Udvikling
  • Hellebæk-Aalsgaard Egnshistoriske Forening
  • Nationalpark Kongernes Nordsjælland
  • Naturstyrelsen Nordsjælland
  • Nordsjæl
  • Nordskov Mølles Venner
  • Skorpeskolen
  • Wonderful Copenhagen