LYSTBÅDEHAVNEN KAN BLIVE ET SEJLSPORTSMEKKA – OGSÅ FOR LANDKRABBER
Netværksmøde tirsdag den 19. marts 2024, kl. 7-10 (9:45)
Helsingør Sejlklub, Strandpromenaden 6, Helsingør
OBS – efter mødet kan du til fods komme på en særlig tilrettelagt klub- og havnerundfart
Helsingør Sejlklub har store visioner for lystbådehavnen. Blandt flere tiltag er super-eventet Sjælland Rundt Sailing Week det mest iøjnefaldende og betegnende for strategien. Ambitionerne er tårnhøje, men ikke kun på sejlernes vegne. Med udgangspunkt i lystbådehavnens unikke historie som en slags folkehavn, har visionerne potentiale til at fremme byudviklingen, handels- og kulturlivet hele året rundt.
Dette møde er med maritimt islæt og arrangeret i samarbejde med Helsingør Sejlklub. Morgenmaden leverer Chaplin Selskaber i sejlklubbens lyse lokaler, hvor udsigten vel må siges at være en af byens bedste.
Program
7:00 Morgenmad og netværk
8:00 Velkomst v/Tino og Aslak
8:05 Status på Task Forcens arbejde i Bymidten
8:10 Et sejlsportsmekka – også for landkrabber v/Kasper Wedersøe, formand for Helsingør Sejlklub
8:20 Sjælland Rundt Sailing Week v/Erik Stannow & Martin Anfeldt, stævnets forretningsudvikler og tovholder
8:45 Gruppearbejde og paneldebat: Hvordan indfrier vi Lystbådehavnens potentialer?
9:45 Netværk
10:00 Mødet slutter – klub- og havnerundfart til fods med Kasper Wedersøe for de interesserede
Netop udsigten over Nordhavnen er vigtig for mødet. Det smukke panorama udgør ikke blot en smuk kulisse, men er omdrejningspunktet for selve agendaen. Den handler nemlig om, hvordan vi bidrager til udviklingen af aktiviteter i området, så hele Helsingør profiterer af det.
I 2008 overgik Nordhavnen som del af en større proces med decentralisering af havneadministrationen til kommunal drift og udvikling. Populært kan man sige, at havnen er hele Helsingørs. De primære brugere er naturligvis af maritim observans. Lystsejlerne, Øresundakvariet, roerne m.fl. Men alle er velkomne på det attraktive havneareal.
Agendaen tager altså udgangspunkt i havnens folkelige historik. Inspirationen stammer fra det sociale islæt, som værftsarbejderne har gav lystbådehavnen. Det kan da godt være, at du om sommeren møder det gråsprængte segment med halsklud og rosevin i glasset, men indtrykket af havnen er udpræget folkeligt.
Det maritime miljø på Nordhavnen er i udgangspunktet inkluderende og fællesskabsorienteret, fordi det historisk ikke handler om at vise sin luksus yacht frem. På den måde bliver potentialet større for hele Helsingør og et oplagt emne for netværket.