Skip to main content
AgendaMøderNetværk

Netværksmøde: Hvordan skaber vi mere liv i byens gader?

Af 05/12/2023januar 4th, 2024Ingen kommentarer

TID: TIRSDAG DEN 23. JANUAR 2024, KL. 7-10 (9:45)
STED: HELSINGØR BYCENTER, PLAN 1 (TIL VENSTRE NÅR MAN KOMMER IND FRA P-HUSET’s NIVEAU 3 – SKRÅT OVER FOR NORMAL)

Vores bymidte er et fælles anliggende for hele Helsingør. Det er her, vi møder hinanden fysisk. Her handler vi med hinanden. Vi spiser og drikker. Vi oplever kulturen. Tager imod turister og udenbys gæster. Viser os frem. Ser og bliver set. Træder i karakter som byens borgere.

Men der blevet længere mellem bollerne i suppen. Butiksudlejerne i Helsingør taler om historisk mange tomme lejemål og de tomme butikslokaler begynder at præge oplevelsen af at færdes på gaderne.

På dette møde sætter vi fokus på, hvordan vi skaber mere liv i gaderne, så byen kommer til at sprælle af liv. Til at hjælpe os med opgaven, har vi inviteret Kuben Management til at fortælle om bæredygtig udvikling i balance mellem byer, mennesker, kultur og erhverv.

Forretningschef Jesper Prip Sindberg, Bygherrerådgivning Offentlig & Bæredygtighed vil som dagens oplægsholder vende perspektivet og inspirere os til at se krisen som et potentiale for innovativ byudvikling: Hvordan ønsker vi, at byen ser ud? Hvad skal den kunne? Hvordan bliver den attraktiv for flest muligt?

Men hvor holder vi sådan et møde? Rigtig gættet: I et tomt butikslokale … Men bare rolig, vi sørger som sædvanlig for kaffe og god forplejning til at stille morgensulten.

Program:

7:00:          Morgenmad fra Chaplin Selskaber og Lagonis kaffe: Hygge og netværk.
8:00:          Velkomst ved Morten Nyholm, chef for Helsingør Bycenter: Her er centrets nye strategi
8:10:          Taskforce i aktion ved borgmester Benedikte Kiær: Kommunen er allerede i gang. Hvad er status?
8:15:          Keynote ved Jesper Prip Sindberg, forretningschef i Kuben Management: Hvordan skaber vi mere liv i byens gader
8:45:          Gruppearbejde: Sådan skaber vi mere liv i byens gader.
9:15:          Opsamling og debat: Hvordan kommer vi videre herfra?
9:45:          Netværk