Skip to main content
MadspildsfondenNyheder

Sommerferieaktiviteter for børn, unge-netværk og kurser i overskudsmad – Madspildsfonden støtter tre vidt forskellige projekter

Advisory boardet i Vi samler hele Helsingør har besluttet at imødekomme tre aktuelle ansøgninger, som fra hver deres perspektiv og rettet mod forskellige målgrupper styrker lokale fællesskaber i hele Helsingør

Midlerne fra Madspildsfonden kommer ved at deltagerne i netværket husker at melde rettidigt afbud til møderne. På den måde undgår vi madspild og sparer penge, som vi løbende udlodder til lokale initiativer, som er med til at skabe fællesskaber og samle borgere.

Ved seneste udlodning var det muligt at støtte tre meget forskellige projekter med hver 2.000-2.500 kroner.

Madkurser i “overskudsmad”

I Kulturhus Nordvest arbejder Boliggaarden sammen med fødevarefællesskabet Mad til alle om at lave kurser i madlavning, hvor ingredienserne stammer fra 10 supermarkeders overskudsmad. Det er i sagens natur svært at styre, hvilke ingredienser der er til rådighed. Derfor bliver beboerne inviteret til kurser, hvor en kok eller faglærer underviser i, hvordan madlavningen man griber madlavning an på den præmis.

Netværk for unge

I 2019-2020 startede vi Lærlingenetværket op. Timingen kunne ikke være værre, for corona kom buldrende og besværliggjorde netop de fysiske events, som var omdrejningspunkt i hele projektet. Men en af deltagerne driblede selv videre med bolden og har nu på egen hånd startet Fredagsnetværket op. Mustafa “Musti” Karim er er 23 år og programmør. Som elev på en erhvervsuddannelse har han savnet det netværk, han har kunnet se sine jævnaldrende danne på de gymnasiale ungdomsuddannelser. Derfor lancerer han Fredagsnetværket og har fået støtte fra Madspildsfonden til at markedsføre det første møde uden for sin egen kreds af mennesker, så invitationen kommer så bredt som muligt ud til unge i hele Helsingør.

Sommerferieaktiviteter for børn

DUI Leg og Virke Helsingør har mange års erfaring med aktiviteter hele året rundt for særligt børn. I sommerferien planlægger de en uges vikingetema med blandt andet en tur til Sagnlandet i Lejre for 25 børn og forældre. Selvom der er en mindre egenbetaling for deltagerne, er der behov for midler til indkøb af forplejning og materialer, fx læder og ler. Det får de støtte til fra Madspildsfonden.